I løbet af denne måned har der været gang i Knæk Cancer-indsamlingen. Det er Kræftens Bekæmpelse og Dansk Retursystem, der har indgået et samarbejde, der har skullet få børn og unge og deres voksne til at samle tomme flasker og dåser – og donere deres pantpenge til Knæk Cancer.
-Vi synes, det er rigtig fint, at panten kan bruges til at støtte en vigtig sag. Vi kender jo desværre alle nogen, der er ramt af kræft, og her får børn og unge mulighed for at hjælpe med deres tid og på den måde støtte kræftramte. Og samtidig vil de tomme flasker og dåser, der bliver afleveret, også have en klimamæssig gevinst, når de genanvendes til nye flasker og dåser, siger Anne-Mette Bundgaard, der er marketingchef i Dansk Retursystem.
Og familierne har ikke været alene om arbejdet. En række kendte har stillet op som PantKaptajn. Det gælder for eksempel Linse Kessler, men også Micki Cheng, der er kendt fra Den Store Bagedyst 2018 på DR, har været med, ligesom Mika og Tobias, der hos de yngre blandt andet er kendt for sangen “Ikke mere mælk”.