PantaPåsen er et relativt nyt digitalt pantsystem. Det er udviklet i Sverige, og flere svenske virksomheder hopper nu med på vognen. Poserne fra de virksomheder, der er med i ordningen, bliver forsynet med en stregkode, der anvendes, når posen bliver smidt til genbrug på en genbrugsplads, hvor der også er en stregkode. Det hele klares via mobiltelefonen, og panten ryger direkte ind på den enkelte brugers app.
Fordi det hele klares via en app, behøver forbrugeren ikke gå tilbage til den enkelte butik eller butikskæde, som det er tilfældet med fx Nettos pantforsøg. De skal afleveres på genbrugsstationerne, og ved at give posen en værdi, som kun kan udbetales via disse steder, er håbet, dels at mange flere vil komme hen med poserne, dels at flere generelt vil bruge genbrugsstationerne til andet affald også. Ved at pante poserne kan man jo nu få penge for at tage turen derhen, og appen giver selv lyd fra sig, hvis man nærmer sig en af de mange ubemandede pladser, der står rundt om i landet.