På verdensplan genudvindes kun cirka 14 procent af al plast, og i verdenshavene vil der i 2050 være mere plast end fisk. Også i de nordiske lande går det den forkerte vej, for mens brugen af plast er øget i Norden, så er der tilsyneladende ikke en tilsvarende øgning af genudvinding af plast fra affaldet.
Det skal ændres, mener Elín Hirst, medlem af Nordisk Råds udvalg for bæredygtighed.
-Plastaffald er en værdifuld ressource, og der findes en række synergieffekter, hvis de nordiske lande kunne arbejde sammen på dette område, mener hun.
Nordisk Ministerråd har været på banen, og der ligger allerede flere undersøgelser omkring plastaffald, men nu må der handling til, siger hun.
-Der er gjort et godt forarbejde, så nu skal der følges op, så vi i højere grad kan forsøge at få bugt med de miljøproblemer, der kobles sammen med plast og plastaffald.