To pionerer inden for fødevareemballagebranchen, Færch Plast og Colpac Ltd er for nylig gået sammen om at udvikle et spændende emballagedesign til et nyt food to go-sortiment fra Tesco. Arbejdet er udført i samarbejde med den førende producent af færdigretter, Bakkavor. De iøjnefaldende og funktionelle beholdere er fremstillet af en kombination af CPET og karton, som er velegnede til formålet: at opvarme et udvalg bestående af seks indbydende retter i butikkerne og præsentere dem i varmeskabe.
Markedet for food to go-produkter blomstrer fortsat på grund af en stigende efterspørgsel på transportable måltider – især morgenmad og frokost, som er de måltider, der oftest indtages uden for hjemmets fire vægge. Detailhandlen efterspørger derfor nye emballageformater, der gør det nemmere at indtage et måltid, mens man er på farten – og som samtidig udstråler autenticitet, høj kvalitet og et sundere valg.
Emballagekonceptet C-vis tåler både ovn og mikroovn og er resultatet af ni måneders samarbejde mellem virksomhederne. Det består af en sort CPET-beholder fra Færch Plast samt et udvendigt omslag og låg af biologisk nedbrydelig karton fra Colpac. For at opfylde Tescos krav til branding er emballagerne forsynet med markant grafik designet af Colpac. Grafikken er påtrykt ved hjælp af litografi og varmebestandige specialfarver.
Colpacs C-vis-emballageløsning er velegnet til convenience-produkter og færdigretter og blev oprindelig udviklet i 2012 – først som en løsning til mikroovn og senere sammen med CPET-beholderen fra Færch Plast, som gør emballagen egnet til både ovn og mikroovn. Til den meget tynde ind- og udvendige beholder og låget af karton eller plast anvendes ca. 30 procent færre materialer end til almindelige CPET-produkter med omslag. Materialerne er 100 procent genanvendelige, og beholderne leveres færdigsamlet, så der spares både tid og omkostninger.
Selv om Colpacs C-vis-koncept i forvejen var veletableret på markedet, omfattede projektet et stort udviklingsarbejde for at finde frem til den rigtige udformning og størrelse på CPET-beholderen. Der blev sat stor fokus på at gøre produktet så let som muligt, og beholderen, som blev udvalgt af Bakkavor, måler 112,5 mm (diameter) x 85 mm (dybde).
Beholderne fyldes med et af de seks måltider i Tescos nye food to go-sortiment: makaroni med ost, pasta bolognese, kylling tikka med ris, havregrød, kylling jalfrezi med ris og BBQ-pulled pork med ris.
Herefter forsegles de med film, forsynes med låg og distribueres til Tescos detailbutikker, hvor de opvarmes enten i mikroovn eller almindelig ovn. Måltiderne præsenteres i varmeskabe, hvor kunderne kan købe dem og nyde måltidet direkte fra beholderen – de behøver kun at fjerne låget og filmen først.
Færch Plasts gennemprøvede CPET-beholdere fås i mange forskellige størrelser, former, farver og design. De tåler både ovn og mikroovn og temperaturer fra -20°C til 220°C, så de kan tages direkte fra fryseren og varmes i ovn eller mikroovn. CPET påvirker hverken fødevarernes smag eller aroma og sikrer således, at forbrugerne får velbeskyttede, mere alsidige og mere velsmagende måltider.