Teknologisk Institut vil udvikle en ny plasmateknologi, som kan føre til øget genbrug af blandet plast. I dag er det kun 15 procent af plast fra husholdningsaffald, der kan genanvendes. Som skrevet under aktuelt her på sitet, så indeholder mange produkter nemlig flere plasttyper, der enten er svejset eller limet sammen og derfor er meget svære at skille ad.
Et eksempel er pålægsemballage af plast, hvor ét lag plast er egnet til fødevarekontakt, mens et andet, kraftigere lag plast sørger for holdbarheden af pakken. Dog er emballage af flere typer plast næsten umulige at genanvende.
Ideen med projektet er at udvikle en ny plasmateknologi til at nedbryde de typer af plastaffald, der i dag ikke kan genbruges. Fordelen ved at benytte plasma er, at det kan nedbryde bestemte plastpolymere i emballager og dermed efterlade et restprodukt, som kan genanvendes. For eksempel vil plasmabehandling af pålægsemballage nedbryde nogle af de svejsede plastlag, så der kun er en type plast tilbage, som er egnet til genbrug.
-På grund af de ringe genanvendelsesmuligheder bliver de fleste plastemballager med flere lag normalt brændt eller deponeret, hvilket strider imod målet om cirkulær økonomi, siger Jens Kromann Nielsen, faglig leder på Teknologisk Institut.
Kilde: Teknologisk Institut.