Forestil dig en fremtid, hvor plast er bæredygtigt, 100 procent biologisk nedbrydeligt og bliver fremstillet uden brug af kemi. Det er, hvad forskere fra Aarhus Universitet lige nu arbejder på.
Forskerne fra Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet er i samarbejde med DTU og universiteterne i Cambridge og Kyoto i gang med at skabe en grøn version af plast. Algegrøn faktisk, for det er i olie udvundet af mikroalger, at forskerne håber at finde byggestenene til en ny form for plast.
Idéen går ud på at finde og fremdyrke de helt rigtige enzymer, som kan ændre fedtsyrer i olien til polymerer.
-Forestil dig Lego-klodser bygget af mikroalger. Klodser, som kan bruges til at bygge, hvad end det skal være. Klodser, som kun indeholder biologiske molekyler. Det er det, vi håber på at udvikle, lyder det fra lektor fra Aarhus Universitet, Peter Kristensen, som er en af de danske forskere, der er tilknyttet projektet.
Enormt potentiale
Forskerne har allerede fundet det enzym, der skal arbejdes videre på, og processen fremover handler om at manipulere enzymet, indtil det får de helt rigtige egenskaber.
-Vi optimerer det eksisterende enzym via mutationer; tilfældige processer, som konstant forekommer helt naturligt i biologiske systemer. De fleste mutationer har ingen gavnlig virkning og ignoreres evolutionelt. Men engang imellem kan en mutation medføre en positiv effekt, som derefter implementeres i det biologiske system, således at systemet udvikler sig, siger Peter Kristensen.
Projektets potentiale er enormt, for tanken er ligeledes, at algeolien skal erstatte den palmeolie, der ellers bliver udvundet som substitut for petroleumbaseret olie, men som samtidig er en ganske miljøskadelig industri, der lægger store naturområder øde i den tredje verden.