Målevirksomheden Zebicon fra Billund har taget et nyt agentur ind, Witte, og er nu forhandler af fiksturer til brug i opmåling og kvalitetskontrol. Det patenterede Alufixsystem har eksisteret på markedet i mere end 25 år og skal nu forhandles af målevirksomheden Zebicon.
Wittes Alufix fiksturløsninger består af en række standardkomponenter, der kan samles på adskillige måder. Systemet er baseret på basiselementer som kuber, stænger og plader, der sammenkobles, justeres og fastspændes til den ønskede form.
-Alufix fra Witte er et fiksturbyggesystem, som er ultrafleksibelt og kan bruges igen og igen til alle typer opgaver. De mange kombinationsmuligheder gør, at fiksturet ikke kun dækker de nuværende behov, men også de fremtidige, da modulerne kan genbruges og kombineres med andre elementer, forklarer direktør for Zebicon, Jeppe Laursen.
Witte har udviklet en række basissæt, som ud fra størrelse, type og mængde af komponenter kan bruges ved forskellige behov. Fikstursystemerne er specielt gode til ensartet placering af emner til opmåling, både taktil og optisk.