Kontaktlinser er populære og meget udbredt. Så udbredt, at de faktisk burde genanvendes.
Det vil man nu forsøge sig med i England, hvor Johnson & Johnson har lanceret en landsdækkende mulighed (Acuvue Contact Lens Recycle Programme) for, at linsebrugerne kan komme af med såvel linser som emballage. Og selv om det er meget små stykker plast, så bliver det alligevel til en del på årsplan. Alene i USA har Center for Environmental Health Engineering ved Arizona State University tidligere vurderet, at der sendes tre milliarder linser gennem det amerikanske afløbssystem om året. Det svarer til 23 tons linser.
I England vil linsebrugerne have mulighed for at komme af med de brugte linser på flere måder, blandt andet via et netværk af skraldespande, der er målrettet gamle linser.
Acuvue er et samarbejde mellem Johnson & Johnson og organisationen TerraCycle Europe.
Hvor mange linser, der ryger ud via afløbene her i landet, vides ikke, men omkring 900.000 danskere bruger linser, og her er det næppe mange, der ryger til genanvendelse. Endnu værre er det at smide linserne i afløbet. Lige som alt andet plast, så nedbrydes de nemlig ikke, men vil med tiden blive neddelt til mikro- og nanoplast.
Kilde: Packaging News.