En ventil i folien gør, at emballagen fløjter, når maden er klar. Det er en løsning fra Vilsund Blue.
Og virksomheden håber, at den fløjtende emballage kan mere end bare give et pift om, at maden er klar. Emballagen er nemlig også med, når den internationale fødevaremesse Seafood Expo Global uddeler de årlige Seafood Excellent Global Awards i Belgien til maj. Det er syvende gang, Vilsund Blue har produkter med i finalen, hvor man i 2014 vandt i kategorien Best New Foodservice Product med et nyt muslingepulver. I år gælder det kategorien Convenience Food.
-Markedet for Convenience Food er i voldsom vækst, og det er også her, vi tilmeldte fire produkter, hvoraf to har nået finalen, og det er vi utroligt stolte af, fortæller administrerende direktør Søren Tjørnelund Mattesen, Vilsund Blue A/S.
Han fortæller, at der er tale om “Thai Curry Mussels in shell” (Muslinger i karry med blandt andet kokosmælk, peber og forårsløg) samt “Spicy Salsa Mussel Meat” (Muslingekød med blandt andet tomat, peber og løg).
-Forbrugerne har en travl hverdag og efterspørger derfor sunde og velsmagende retter, der hurtigt kan tilberedes i mikrobølgeovn. Man tager ganske simpelt produktet og sætter i mikroen, og så er der en ventil i folien, der fløjter, når maden er klar, forklarer Søren Tjørnelund Mattesen.