Plast skal i fremtiden produceres, anvendes og genbruges i et cirkulært kredsløb, som ikke udgør nogen risiko for sundheden eller miljøet. Sådan lyder fremtidsvisionen i det nye plastprogram, hvor de nordiske miljøministre styrer Norden i retning af mere bæredygtig anvendelse og genbrug af plast.
-Det er nødvendigt med en global kursændring for at mindske mængden af plastaffald og mikroplast i havet. De nordiske lande skal via plastprogrammet bidrage til at reducere de konsekvenser, som plast har for miljøet. Jeg håber på et konkret samarbejde om relevante tiltag, siger Norges klima- og miljøminister, Vidar Helgesen, som er ordfører for Nordisk Ministerråd for Miljø i 2017.
Programmet, som bygger videre på tidligere fællesnordiske indsatser inden for plastområdet, skal som et strategisk værktøj styrke synergierne i det nordiske samarbejde og øge den viden og bevidsthed om plast, som allerede findes i Norden. Ministrene fremhæver især udfordringen med havforurening og den rolle, som plast spiller i den cirkulære økonomi.