Mikroplast kommer mange steder fra, men en af de store bidragsydere er tøjvask. Derfor skal vand fra industriens tekstilvaskemaskiner i et forsøg renses for mikroplast. Forsøget får støtte med midler fra MUDP-ordningen, og projektet skal udvikle en metode til at opdage og filtrere de mikroskopiske partikler.
Måttevaskeriet Berendsen Textil Service i Karup vasker hver dag flere ton gulvmåtter, og det nye projekt skal tage udgangspunkt i det vaskeri. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen støtter projektet med knap en million kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets støtteordning, MUDP-ordningen.
-Vi ved, at vask af tøj og tekstiler hvert år bidrager med flere ton mikroplast, som i sidste ende kan ende i vores vandmiljø. Dette projekt kan være med til at udvikle en metode til at standse udledningen, siger Esben Lunde Larsen.
En rapport fra Miljøstyrelsen har tidligere anslået, at tekstilvask står for knap to procent af den mikroplast, som udledes til vandmiljøet. Projektet fokuserer på industriel vask af de måtter og underlag, som ligger i tusindvis af institutioner og kontorer landet over. Noget af det skidt, som vaskes af måtterne, er mikroplast fra støv og skosåler. Samtidig frigives både små stykker gummi fra bagsiden og mikroskopiske tekstilfibre, som er blandt de mindste former for mikroplast.
Projektet skal kortlægge udledningen af mikroplast og undersøge, hvordan man kan fjerne partikler og fibre, som ofte er mindre end 10 mikrometer i størrelse. Projektet skal udvikle en metode til at opdage og opfange 80 procent af plastpartiklerne, før de forlader vaskeriet med spildevandet. Håbet er, at erfaringerne fra projektet kan udbredes til andre former for industriel vask.