Nordsøen er blevet markant mindre forurenet af plastposer, viser en undersøgelse fra The Centre for Environment, Fisheries and Aquaculture Science (Cefas). Her har forskere undersøgt fiskebådenes fangst i Nordsøen, Den Engelske Kanal, Det Keltiske Hav og Det Irske Hav. Undersøgelsen tager udgangspunkt i, hvor tit fiskere får plastposer med op i garnet. I 2010 var der mindst én pose med i 40 procent af de net, som blev hevet op af vandet. I 2017 var det tal faldet til blot 16 procent.
Og baggrunden for det gode resultat er en af forskerne, Thomas Maes, ikke i tvivl om – det hænger sammen med afgiften på plastposer som blandt andet Danmark indførte i 2003. Men vi var langt fra ene. Også Irland, Frankrig og Storbritannien har i mange år haft afgifter.
-Alle landenes afgifter har tilsammen betydet, at der er færre poser i omløb, og det har bevirket, at færre poser havner i det maritime miljø, siger Thomas Maes, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til Reuters.
Han mener også, at en række kampagner gennem tiden har fået os forbrugere til at handle mere miljøbevidst i forhold til brugen af plastposer – og hvordan vi skaffer os af med dem.
Mens der således var godt nyt på posefronten, var der andre produkter, som fiskerne i stigende grad får med som “bifangst”. Det gælder blandt andet de såkaldte spøgelsesnet, altså net, der af den ene eller anden grund er blevet i efterladt i havet. Også antallet af gamle plastbøjer er steget.