Hos Lego er de allerede i gang med at producere legetøj af bioplast, der er baseret på sukkerrør. Der er tale om et samarbejde med WWF, hvor de bløde elementer som blade, træer og buske er af bioplast. Det forventes at komme i handlen i år.
-Der er ingen tvivl om, at plast er en af verdens helt store udfordringer lige nu. Det bliver produceret i massevis og tærer på jordens ressourcer og økosystemer. Derfor har vi i WWF i flere år været i gang med at reducere brugen og udvikle nye, bæredygtige typer af plast. Vi er meget tilfredse med, at Lego har brugt vores ekspertviden til at gøre børnenes favoritlegetøj mere miljørigtigt, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
For børnene, og andre barnlige sjæle, vil der ikke være en synlig forskel på den oliebaserede plast og den nye, plantebaserede. Materialet er i øvrigt certificeret af Bonsucro Chain of Custody.
-Vores pionerarbejde sammen med Lego viser, at det er muligt at producere bæredygtige alternativer til den konventionelle plast. Nu håber jeg bare, at andre virksomheder vil følge i Legos fodspor, siger Bo Øksnebjerg.