Et producentansvar for emballage og emballageaffald ligger på spring i fremtiden, og det kaster en lang række spørgsmål af sig; Hvem skal håndtere og behandle affaldet? Er det kommunerne? Er det producenterne, eventuelt gennem en kollektiv ordning? Eller en kombination? Og hvornår skal affaldet overdrages og til hvem? Hvordan skal virksomhedernes betaling til systemet udregnes, og hvem skal der betales til?
Der er bl.a. disse spørgsmål, som Dakofa vil tage op på konferencen “Fremtidens emballager – producentansvar, håndtering og bæredygtighed?” den 27. februar.
På konferencen præsenteres det første videnprojekt om mulige scenarier for organiseringsmodeller for det kommende danske producentansvar, som netop er offentliggjort. Sideløbende har Miljøstyrelsen udført et nabotjek, hvor udvalgte eksisterende systemer er blevet undersøgt. Denne er ligeledes netop offentliggjort. Begge rapporter vil blive fremlagt og debatteret på konferencen.
Et af de store spørgsmål i den danske implementeringsproces er udarbejdelsen af differentierede gebyrer, der mindsker emballagernes miljøpåvirkning. Gebyrerne kan tage højde for genanvendelighed, klimapåvirkning, ressourceforbrug og samtidig understøtte genbrugsemballager. Deltagerne vil derfor få et indblik i fremtidens bæredygtige emballager samt debattere, hvordan vi sikrer, at moduleringen af disse gebyrer understøtter et cirkulært/bæredygtigt forbrug af emballager.
Konferencen finder sted i B!NGS’ konferencelokale, Vesterbrogade 149, København.