Plast er et spændende og udfordrende materiale. Det var budskabet til de mange studerende med interesse for råvarer, design, processer og produktion på årets Plastråvaredag 2017. Målet med dagen var at få så mange som muligt til at satse på en karriere i plastbranchen.
Arrangementet blev afholdt på SDU i Odense og bød på et tætpakket program med en række konferenceindlæg – kombineret med 15 udstillende råvareleverandører og distributører på den tilstødende markedsplads. Bag arrangementet stod Plastindustriens Råvaresektion, Plastindustriens Designklub, IDA polymer og SDU.
-Plastbranchen mangler kvalificeret arbejdskraft. Derfor er jeg vældig glad for at se så mange studerende her i dag. Det er godt for jeres ingeniørkarriere – for der er rigtig gode forudsætninger for at få et godt og udfordrende arbejde i plastindustrien. Dertil vil vi gerne fortælle historien om en fascinerende råvare, sagde Rasmus Grusgaard fra Plastindustrien.
I PlastPanorama udgave 3, der udkommer den 28. marts, er der en fyldig reportage fra Plastråvaredagen.