Virksomheden Michael Lundbech i Ringsted er inde i en rivende udvikling, der både byder på udvidelse af forretningsområdet, udvidelse af lokaliteterne, flere nyansættelser, en iso-certificering og en erhvervspris.
Sidste år besluttede man at udvide forretningsområdet fra prototypefremstilling til masseproduktion af plastkomponenter. Det har betydet, at man har måttet leje en 600 kvadratmeter stor bygning og har nyansat en næsten komplet organisation af specialister til sprøjtestøbeafdelingen.
Virksomheden har også været i gang med det omfattende arbejde at blive ISO9001-certificeret. Det er nu afsluttet, og virksomheden er således certificeret af Bureau Veritas Certification Denmark A/S efter den internationale kvalitetsstandard ISO9001:2015.
Og så blev man udråbt som modtager af årets erhvervspris i Ringsted kommune.
-Det er en stor ære. En stor tak til alle jer der har stemt på os. Jeg vil også gerne takke mine ledende medarbejdere Benny Bech-Willumsen og Christian Edvardsen, min kone Charlotte og vores bestyrelse, sagde en glad og bevæget Michael Lundbech fra scenen.