Projekt Plastfrit Hav er blevet tildelt nation Energy Globe Award, en af de mest prestigefyldte priser indenfor bæredygtighed. Baggrunden for prisen er arbejdet med Roskilde Fjord, hvor man systematisk har kortlagt indholdet af plast i fjorden og analyseret, om der foregår transport af plast i fødekæden og effekterne i det lokale økosystem.
Et lokalt renseanlæg, Bjergmarken, analyseres for udslip fra spildevand og slam, og det testes, hvor effektivt membranteknologi kan rense spildevandet yderligere. Kilder og årsager til forureningen kortlægges, og lokale borgere involveres for at sikre, at fjorden ikke forurenes yderligere med plast. Bag projektet står blandt andet en række forskere fra Roskilde Universitets Center (RUC), Plastic Change, Det Økologiske Råd og Plastindustrien.
-Plastfri Roskilde Fjord er designet til at belyse plastikforurening og mulige løsninger fra et holistisk og tværvidenskabeligt perspektiv. Derudover er projektet blevet til i et tæt samarbejde mellem universiteter, miljøorganisationer, industri, lokale aktører og ikke mindst lokale borgere omkring fjorden, siger Kristian Syberg, lektor på Institut for Naturvidenskab og Miljø, der har styret projektet sammen med kollegerne Annemette Palmqvist og Thomas Budde Christensen.
Også hos Plastindustrien er man glad for prisen.
-Under kommunalvalget lykkedes det at skabe et virkelig stort lokalpolitisk fokus på, hvordan vi i fællesskab forebygger, at der ender plast i Roskilde Fjord. Projektet har skabt både synlighed, ny viden og konkrete resultater, hvilket nu bliver belønnet med en Energy Globe Award, som vi selvfølgelig er rigtig stolte af, siger Lars Friis Farsøe, politisk kommunikationsrådgiver i Plastindustrien.
Den nationale hæder betyder, at Projekt Plastfrit Hav nu indgår i den internationale konkurrence sammen med projekter fra 181 andre lande senere på året, men partnerne bag projektet skal allerede hyldes den 23. august på den østrigske ambassade i Danmark.