Føtex stopper al salg af engangsservice fremstillet af plast. Senest til nytår i år er det slut med alt fra knive, gafler og glas i plast, og i stedet vil man tilbyde kunderne de samme typer af produkter, men i et mere bæredygtigt materiale. Baggrunden er, at specielt engangsservice er den type plast, som ofte havner i naturen.
-Vi ved, at miljø og dyreliv lider under det store forbrug af plast, og vi vil gøre alt for at udfase plast, hvor det ikke er nødvendigt. Derfor vil vi senest fra nytår have erstattet alt engangsservice i plast, så kunderne i stedet kan købe mere bæredygtige alternativer. Det er første skridt, og vi vil følge op med nye initiativer, der kan bekæmpe plastforurening, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex, der erkender, at man med beslutningen har lagt pres på sin egen forretning.
-Det er en stor udfordring, men med beslutningen vil vi også lægge pres på os selv. Vi må erkende, at vi i dagligvarehandlen sammen med kunderne kan gøre en stor og positiv forskel, når det gælder om at spare miljøet for plast. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at finde alternativer. Nu har vi som de første lovet, at engangsservicet i plast er væk senest fra nytår, og så vil vi følge op andre steder, hvor plast er unødvendigt, siger Thor Jørgensen.
Med 101 varehuse fordelt over hele landet er Føtex Danmarks største varehuskæde. Stop for engangsplast på hylderne gælder for alle Føtex-varehuse inklusive Føtex Food.
Engangsservice udgør så stor en del af plastforureningen af havene, at EU opgør det i sin egen kategori. Blandt andet viser EU’s opgørelse, at hele 17 procent af det plast, der flyder rundt i Middelhavet, stammer fra engangsservice. I England arbejder regeringen nu på at forbyde plastsugerør, og i Frankrig er engangsservice af plast allerede forbudt.