Tilsyneladende er der ved at brede sig en hel bølge blandt meget store internationale koncerner, hvor de en efter en vælger at droppe plasten og gå over til andre former for materiale, ofte papir, men også fx bambus.
Tidligere har McDonald’s og Icelands Foods sagt nej til plast, og i sidste uge kunne Plastfokus fortælle om Ryanair, der dropper alt ikke-genanvendeligt plast.
I denne uge er det kæden Dunkin’ Donuts, der skipper alle såkaldte foam cups og i stedet serverer kaffen i en ny dobbeltvægget papirkop, hvor materialet er certificeret af Sustainable Forestry Initiative Standard, så man ikke brænder fingrene på den varme kaffe.
Også den engelske supermarkedskæde ASDA er ude med plastriven. Her har man allerede droppet de allerbilligste plastposer, og man vil fortsætte med at udfase plasten, hvor det giver mening. Her ligger en plan for at gøre alle egne emballager genanvendelige i 2025.
Så er der lidt mere fart på hos Dunkin’ Donuts. Det er en stor kæde. Alene i USA er der over 9.000 restauranter, så i alt vil det handle om ikke mindre end en milliard foam cups, som forsvinder – lang tid før 2025.
Bevægelsen væk fra plast hos Dunkin’ Donuts har stået på et stykke tid, så det er ikke med ét slag, at det hele forsvinder. Det er mere tale om, at man sørger for, at de resterende dele kommer med på vognen.
Og man har tidligere sendt andre materialer på pension. I 2014 var det PET-lågene til de kolde drikke, der blev skiftet ud med 100 procent genanvendeligt polypropylen. Den øvelse er færdig senere i år og har fjernet 250.000 kilo affald.