Knap er blækket blevet tørt på regeringens plasthandlingsplan, før man kan se betydningen. I planen indgår et forbud mod de helt tynde plastposer, og der skulle åbenbart ikke mere end et oplæg til forbud til, før poserne er væk. Salling Group har præsenteret et alternativ, og nu er Lidl på vej med en lignende løsning – en genbrugspose, der kan lukkes i toppen.
Lidls pose er reelt set et net, som de kalder for Green Bags. Det kan vaskes i hånden og bruges om og om igen. Modsat Salling, som er gået bomuldsvejen, er Lidls løsning fremstillet af nylon.
De kommer på markedet næste år og kommer til at koste fem kroner for to net. Heraf donerer Lidl 20 øre til samarbejdspartneren Plastic Change.