Kasseret ferieplast som badebolde og luftmadrasser skal nu samles ind og genanvendes til produktion af nye plastprodukter. Det er idéen i et pilotprojekt, der finder sted på flere hoteller på Rhodos, som Thomas Cook, der blandt andet ejer Spies, står bag.
På Vings familiehotel Sunwing Kallithea Beach er der lavet en test for at genbruge og indsamle ødelagte eller kasserede plastartikler såsom badebolde, solmadrasser og svømmeudstyr. Thomas Cook har indledt et samarbejde med det engelske designfirma Wyatt og Jack, som genbruger plast og fremstiller varer som strandtasker og vasketøjsposer af materialet. Gæsterne på hotellet har adgang til en speciel indsamlingsstation, hvor plastartikler kan indleveres for at få nyt liv gennem Wyatt og Jack.
Udover det pilotprojekt har Spies besluttet sig for helt at droppe både sugerør og omrøringspinde af plast fra næste år. Det kommer til at dreje sig om 70 millioner produkter i engangsplast, som forsvinder.
Spies og Thomas Cook gennemførte i oktober en brugerundersøgelse. Her sagde 93 procent af deres gæster, at de er bekymrede over den øgede mængde spildevand med plast i havene.
-På deres rejser ser vores gæster problemerne med egne øjne, og vi er overbeviste om, at de også selv vil gøre noget ved dette alvorlige problem. De, der deltog i undersøgelsen, oplyste, at de ikke har problemer med at stoppe med at bruge engangsartikler som sugerør, rørepinde, plastbestik og badebolde. 72 procent siger også, at de gerne vil købe en genbrugsflaske i stedet for at købe nye engangsflasker med vand. Både vores gæster og vi har altså et stærkt engagement og ønske om at beskytte de destinationer, vi elsker, og at vi sammen kan arbejde for at få gode og varige løsninger, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.