Den europæiske plastindustri – repræsenteret ved European Plastics Converters (EUPC) PlasticsEurope og Plastics Recyclers Europe (PRE) – opfordrer politikere og andre beslutningstagere både på EU-plan og på nationalt plan til at fastsætte konkrete mål for cirkulær økonomi indenfor plast.
Plastindustriens målsætning er at reducere plastaffald, begrænse skadelig indvirkning på miljøet fra plast, og bevare målet om at intet plast skal deponeres i 2025.
Industrien kalder dog målet om 55 procent genanvendelse af plastemballage i 2025 for »udfordrende«. Branchen erklærer sig villig til at arbejde for målet, men opfordrer samtidig andre stakeholders til at melde sig på banen.
Ens regler vil give lige vilkår for alle aktører på markedet og vil ifølge EuPC, PlasticsEurope og PRE give et præcist overblik over udviklingen i de enkelte medlemslande og dermed give mulighed for meningsfyldte sammenligninger.
-Genbrug af plast vil spille en voksende rolle. Det nuværende lovgivningsmæssige skub går i den rigtige retning, og dette fælles udspil fra plastindustrien understreger denne tendens, siger Ton Emans, formand for PRE.
For at bevare momentum bør EU fastsætte kvalitetsstandarder for plastaffald og behandling, herunder specifikationer for sorteret affald og harmonisering af testmetoder til genanvendte plastmaterialer, mener den europæiske plastindustri.