Her knap fjorten dage efter, er det stadig ikke helt til at forstå. At det virkelig var Aage Vestergaard Larsen A/S, der fik Plastprisen. Det fortæller forretningsudvikler og marketingchef Gitte Buk Larsen, da vi møder hende på Plastteknik-messen.
Og det er en pris, der virkelig betyder noget, fordi den gik til hele virksomheden, og på den måde anerkendte den en stor holdindsats. Og så var det branchen selv, der valgte vinderen.
Men det er også en pris, der er blevet kæmpet for. Da Gitte Buk Larsen for otte år siden vendte tilbage til familievirksomheden, kom hun tilbage, da det gik allerværst. Det var midt i finanskrisen, og firmaets omsætning blev stort set halveret på et år.
-Når du har sådan en tung virksomhed som vores, så kan man ikke lige lave en hurtig drejning. Det var superhårdt, men det lykkedes. Og det lykkedes os at komme gennem krisen uden at fyre nogle medarbejdere. Det er den del, jeg er mest stolt af. Jeg er blevet opdraget med, at virksomhedens medarbejdere er min udvidede familie – og den passer man på. Og sådan er det stadigvæk i en eller anden form, siger Gitte Buk Larsen.
Gitte Buk Larsens far, Aage Vestergaard Larsen, døde for fire år siden – og med ham gik en masse værdifuld viden tabt. Det krævede nytænkning og åbenhed, og nu fire år efter er der plads til udvikling. Og der er Aage Vestergaard Larsen med i forreste række. Lige fra deltagelse i diverse forsøg og projekter til hjælp til studerende, der laver relevant projektarbejde inden for plast.
– Vi laver forretning efter devisen – hvis du driver business, som normalt, så dør du. Branchen er under forandring, og det samme er forbrugeradfærden, siger hun.