Efter lang tids intensivt arbejde er det lykkedes den nordjyske virksomhed Salling Plast AS, der har produktion i Ranum, at få EHP/001-certifikatet i hus. Certifikatet udstedes til virksomheder, der i forvejen producerer præisolerede fjernvarmefittings efter EN253-standarden, og med certificeringen åbner der sig adgang til en lang række internationale markeder.
– Jeg har en klar forventning om, at certificeringen – i tråd med vores langsigtede strategi – giver os en konkurrencefordel, og på trods af at certificeringen kun er et par måneder gammel har det allerede sikret os en række kunder på nye markeder udtaler salgschef Kim Stubbergaard Reese fra Salling Plast.
EHP-certifikatet skal sikre en ensartet høj og kosteffektiv produktionskvalitet og er gældende seks år frem, hvorefter virksomheden skal recertificeres.
Salling Plast AS har siden grundlæggelsen i 1967 udvidet produktsortimentet fra præisolerede fjernvarmerør til også at omfatte fittings til alle former for rørtyper. Blandt virksomhedens kunder tæller blandt andet fjernvarmeindustrien, levnedsmiddelindustrien og offshore-industrien.