Fire år bag tremmer eller bøder på flere 100.000 kroner for at bruge, producere eller importere plastposer. Det er den kenyanske løsning på den meget udbredte plastforurening, der er i det østafrikanske land. I mandags blev der nemlig indført et totalforbud mod plastposer. Dermed følger landet i hælene på Rwanda, der allerede i 2008 indførte et lignende forbud, og ifølge en lang række medier så venter flere lande, blandt andet Cameroun, Elfenbenskysten, Uganda, Tanzania og Etiopien, at følge trop.
Det har ikke været uden sværdslag at få gennemført forbuddet. Faktisk er det tredje gang, den kenyanske regering forsøger, og det skulle altså være lykkens gang. Modstanderne af det nye forbud påpeger, at det kommer til at koste 60.000 arbejdspladser i den kenyanske plastindustri.
Kenya er ligesom mange andre lande i Afrika voldsomt plaget af plastforurening, men det skyldes mere dårlig håndtering af plastaffaldet end det egentlige forbrug. Kenyas 50 millioner indbyggere brugte, inden i mandags, knapt 300 millioner plastposer om året. Det er ingen match sammenlignet med f.eks. Danmark. Trods vi kun er seks millioner, så bruger vi rundt regnet 450 millioner plastbæreposer om året.