Så er spændingen udløst om, hvem der er nomineret til Plastprisen 2017, som bliver uddelt på Plastdagen den 4. maj. Det er plastindustrien, som står bag prisen, der har været uddelt siden 1987.
I løbet af det seneste halve år har Plastindustrien modtaget flere gode bud på, hvem der skal have den hæderfulde pris, og ud af dem har bestyrelsen valgt fem, der her i sidste ende skal kæmpe om prisen.
Og hvem er de så:
Aage Vestergaard Larsen A/S
Genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S er nomineret for sit målrettede og kontinuerlige arbejde for at fremme genanvendelsen af plast.
LM Wind Power
LM Wind Power er nomineret for udviklingen af verdens længste vindmøllevinge og dermed vise, at Danmark fortsat er blandt verdens førende indenfor vindmølleteknologi.
Henrik Beha Pedersen, Plastic Change
Henrik Beha Pedersen er stifter at NGO’en Plastic Change. Han er nomineret for at være en ukuelig og løsningsorienteret frontkæmper for et “Plastfrit Hav”.
Tina Thomsen og Martin Pedersen
Med udvikling af fleksibelt fjernvarmerør sætter Logstor A/S nye markedsstandarder. Bag produktet står Tina Thomsen og Martin Pedersen, der er nomineret til Plastprisen 2017 for bedriften.
Fluisense A/S
Fluisense A/S er nomineret for produktet Fluispotter – et innovativt plastapparat, der kan revolutionere blodprøveudtagningen.