Bulgarien er hjemsted for Europas mest moderne plastgenvindingsanlæg. Det er privatejet og kan håndtere alt fra sortering til ekstrudering af nye pellets. Kvaliteten af det genanvendte materiale svarer stort set til nyt plastmateriale.
Integra Plastic AD er 100 procent ejet af to bulgarske forretningsmænd og Kostas Ziogas fra Grækenland. Ingen eksterne penge er blevet pumpet i satsningen, der i alt har kostet omkring 40 millioner euro. Byggeriet er gået med rekordfart. Planlægningen begyndte tidligt sidste år, og efter lidt over et år kunne man begynde på de første testkørsler.
-Vi kan håndtere 40.000 fleksible plastmaterialer eller 90.000 hårde årligt. I det første trin i processen sorterer vi fem forskellige plastmaterialer ud, tre farver og en transparent. Resten bliver granuleret i slutningen af processen, forklarer Kostas Ziogas.
Ifølge ham er det det første anlæg, der kan vaske forbrugeremballage i cirka 80 grader varmt vand, og der kan tilføjes kaustisk soda for at fjerne for eksempel farvestoffer og andre urenheder.
-Vi når en renhed på 98,5 procent på nuværende tidspunkt, men vi kan skrue renhedsprocenten yderligere i vejret, når alt er kørt ordentligt ind. Det betyder, at vi er meget tæt på nye plastråvarer, siger Kostas Ziogas.
Prismæssigt kommer den genanvendte plast ikke til at ligge i den billige ende – det er ganske enkelt ikke muligt med den høje renhedsprocent, lyder hans vurdering, og det kan af og til endda koste mere. Men det må være prisen for en cirkulær økonomi.
I dag er genanvendt plast fra forbrugeremballage ikke godkendt til fødevarekontakt, men ifølge den græske ejer er det kun et spørgsmål om tid.
I øvrigt skal man også være indstillet på at købe farvet genanvendt plast. Det er i dag langt fra så populært som den transparente, men sådan kan det ikke hænge sammen i fremtiden, påpeger han.
-Hvis du handler med os, skal du også være parat til at købe de farvede kvaliteter.