Styropack A/S lancerer BioFoam skumplast på det danske marked. Det nye materiale er fremstillet af plantebaserede og fornybare råvarer og dermed velegnet til fremstilling af miljøvenlige og bæredygtige emballager til fødevarer.
-Vi er stolte af at være de første her i landet, der kan introducere et 100 procent biobaseret skumplastmateriale, som også har opnået Cradle-to-Cradle-certificering, siger Steffen Jespersen, administrerende direktør i Styropack A/S.
BioFoam kan sammenlignes med det velkendte skumplastmateriale airpop (EPS – ekspanderet polystyren). Den nye bioplast har samme struktur og stort set samme egenskaber som airpop, og materialet er godkendt til direkte kontakt med fødevarer. Den væsentligste forskel er, at BioFoam er baseret på fornybare plantebaserede råvarer, mens airpop (EPS) er produceret af fossile råvarer.
Skumplasten er således en god mulighed for både at tænke miljø og bæredygtighed, samtidig med at fødevarerne holder sig friske og er godt beskyttet mod stød under transporten fra producent til forbruger. Udover de gode isolerende egenskaber udmærker den nye skumplast sig også ved at være fugtafvisende og let at formstøbe. Det betyder, at det nye materiale er velegnet ikke blot til mange forskellige former for fødevareemballager, men også til emballering af andre industriprodukter og indenfor byggeindustrien.
BioFoam er udviklet af hollandske Synbra Technology i samarbejde med Synprodo bv – søsterselskaber til danske Styropack A/S – og i maj 2016 modtog det nye materiale European Bio-Based Innovation Award. Prisen blev tildelt for udviklingen af en ny produktlinje af biobaserede og komposterbare is-emballager til det italienske marked.