En spritny analyse fra Miljøstyrelsen slår fast, at den helt almindelige indkøbspose af plast er det bedste miljøvalg. Den er bedre end papirposen, og det ser helt galt ud, hvis man sammenligner med økologisk bomuld. Man skal genbruge den økologiske bomuldspose ikke mindre end 20.000 gange eller svarende til en gang dagligt i 55 år, før den matcher den samlede miljøpåvirkning i forhold til plastposen. Er det bare almindelig bomuld kan man “nøjes” med 7.000 gange, mens genbrugstallet er 43 for en papirpose, og nogenlunde det samme for bioplast
Dermed slår analysen et stort hul i de anklager, der har været af plastposen de seneste år.
-Plastposen er nok et af de mest udskældte plastprodukter i den offentlige debat. Analysen her viser, at kritikken er ubegrundet. Plastposen er og bliver det mest miljørigtige posevalg, når man sammenligner med alternativerne, siger administrerende direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup.
Det er DTU Miljø, der står bag undersøgelsen, og her ser man på den samlede miljøbelastning ved produktion, brug og senere affaldsbehandling af et produkt.
Udgangspunktet for gentagelsestallene er, at plastposen bruges én gang, og derefter ender som affaldspose.